Synopsis for manus til dokumentarfilm med arbeidstittel: En dikter fødes
Bakgrunn
Mitt faglitterære masterprosjekt går ut på å sammenligne tre biografier om Knut Hamsun. En sentral del av oppgaven tar for seg hvordan biografene har tatt i bruk ulike kilder slik som brev, romaner, mellommenneskelige forhold og så videre. En slik kilde er et personlig brev med erotiske overtoner som Hamsun skrev til sin venn, Erik Skram, 2.juledag 1888 etter å ha tilbrakt julekvelden hos kunstnerparet, Erik og Amalie Skram. Brevet omtaler en episode fra Hamsuns første opphold i USA i 1884 der han skulle ha hatt et erotisk forhold til Drude Janson, kona til unitarpresten Kristofer Janson mens paret bodde i Minneapolis. Selve episoden blir av en biograf, Jørgen Haugan, tolket som et unikt vitnesbyrd som viser den egentlige Hamsun bak alle mytene og gåtene som er blitt skapt av ham og andre i ettertid. Dernest kommer at i følge biografen kan brevet forklare hvordan og hvorfor Knud Pedersen ble Knut Hamsun og hvorfor bondegutten fra Nordland ble Norges fremste forteller.
Jeg prøver her å antyde noen sekvenser sammen med utdrag fra dette brevet. På denne måten legger jeg frem utfordringene og tolkningsmulighetene som ligger mellom brevet som kilde og manuset for filmen.
Sekvens 1: Besøk hos Skrams. Hamsun skriver brev etterpå.
Filmens anslag kan være at Hamsun skriver brev til Erik:
”Kære Hr. Skram. 2. Juledag
De maa ikke blive misfornøjet med mig fordi jeg skriver i dag. Jeg er saa oprørt. Jeg ved nok, at jeg plager Dem, men jeg beder om Forladelse. Jeg vilde bede om Lov til at fortælle Dem noget.
De interessered Dem saa for min Sindstilstand i de Dage, jeg skulde dø. De forundred Dem nok over, at jeg gjorde saa hastige Spring, da jeg skulde fortælle derom. Sagen er, at der hører noget til den Historie som jeg ikke syntes jeg kunde fortælle den Aften, og jeg febrilsk bange for, at det skulde slippe mig af Munden uforvarende. Nu vilde jeg faa Lov til at fortælle Dem det – og noget andet, som hænger sammen hermed.”
Han skriver i lyset fra et stearinlys. Kamera dreier fra ham (ultranært) til pennen som skriver og så til lyset. Julesanger synges i bakgrunnen.
Sekvens 2: Hos Jansons
Minneapolis, 1884 hos Jansons. Interiørscene med Drude og Knut i ivrig litterær diskusjon, hennes mann mer tilbaketrukket. Fokus på lamper og lys.
Sekvens 3: Hamsun blir syk og sengeliggende
Hamsun er blitt syk. Interiørscene med lamper og penn og gardiner.
Sekvens 4: Begjæret vekkes hos Knut. Han bestiller vogn til en bordell
Dramatisering med hans stemme som voice-over. Stumscener og ikke replikker?
”- Jo, jeg følte en aldeles desperat Lyst til at gaa ned paa et Bordell i Byen og synde. Har De hørt saa galt? Naar jeg skulde dø! Jeg vilde synde storartet, slå mig ihjæl af det, jeg vilde dø i Synden, hviske Hurra og udaande under Akten. Det er Skam at fortælle det.”
”Men jeg var så voldsomt fyrig. Og jeg havde været saa stræng med mig selv gennem hele Livet – hva havde jeg saa igjen for det, naar jeg alligevel skulde dø? Jeg var rasende”
”Jeg sagde Fru Janson ligefrem, hva der rørte sig indi mig, og Fru Janson maa havde været Menneske engang, hun svared, at det kunde hun saa godt forstaa. Tænk, det svared hun mig. Men det kom maaske af, at hun var saa overbærende med mig dengang, mer end jeg fortjente, generende overbærende.”
”Jeg solgte mit Ur, for at faa Raad til dette Skridt, fik i al Hemmelighed en Vogn bestilt, for jeg var for syg til at gaa, og var parrat til at rykke ud.
Sekvens 5: Begjæret avvises av Drude
Drude kommer ut og henter ham inn igjen.
Saa begiver det sig, at Fruen alligevel ikke kunne ”forstaa det”; hun faar Nys om Affæren og afbestiller Vognen.
Saa gikk det overstyr. Og jeg angrer ikke paa det – ikke nu. Jeg er sikker paa, at jeg havde lagt mig død paa Stedet.”
Sekvens 6: Hun begjærer ham
Vi er tilbake på soverommet. Lysene skinner sterkere.
”Jeg var yderst ophidset. Der gikk en Eftermiddag, en Nat og en Formidag. Saa byder der sig en Anledning rent ud sagt til at synde i selve det Hus, hvor jeg boed; Anledningen blev budt mig, med rene Ord.”
Hun inviterer 3 ganger; først ved en rød sløyfe, en lapp med tidspunkt og banking på døren.
Sekvens 7: Han avviser henne
Hvordan avviste han henne? Ved å ikke gi respons eller ved kroppsspråk?
”Da vilde jeg ikke. Forstaar De det? Dette er noget, som har fulgt mig altid. Leg blev engang budt en Portnøgle – en rød Sløjfe i Gardinet, et vist Klokkeslætt, ét Slag paa Døren, – da vilde jeg ikke. Havde jeg faaet bede om Nøglen, saa forsværger jeg ingen Ting. Saa meget kan saa lidet gøre for mig. Er der flér slige Mennesker, eller er det bare mig, som er Idiot i al Verden?”
Hamsun knekker pennen mens han skriver, talglyset flammer på bordet.
Sekvens 8: Hamsun tenner på gardinen
Handlingen. Ansiktsuttrykk.
”Saa brød min Ledenskap ud paa andre Maader: jeg fik det med at elske Lys. Jeg forsikkrer Dem, det var en rent sandselig Elskov, Kjødslyst. Meget Lys, Dagslys, store Lamper, forfærdelige Blus, et fanatisk Lys rundt omkring mig og allevegne. Fru Janson troed, at jeg var bleven gal. Jeg har aldri forstaat Neros Jubel over Roms Brand før da. Det gikk virkelig saa vidt, at jeg antændte Gardinerne i mit Værelse en Nat. Og da jeg laa der og saa paa den Brand, havde jeg bogstavelig gennem alle mine Sandser Fornemmelsen af at ”synde”.”
Svetten pipler frem på den skrivende. Ser på piken med svovelstikkene.
Men er ennå lysgal:
”Det kom mest av min Svaghed naturligvis, jeg var saa syg; men Gud hjelpe mig saa sandt, min Lysgalhed hænger i mig endda. Saadanne Ting tør jeg jo ikke fortælle Folk; jeg gaar og bærer paa saa meget, som jeg ikke tør fortælle. Og jeg tør ikke å skrive derom; selv noget, som er langt mindre ”galt”, noget, som jeg vil prøve at skrive om, har jeg tænkt mig at maatte lave i Form af et besynderlig Eventyr, begynde det saa: ”Jeg var engang en Mand, som …” Jeg havde tænkt mig, at det var noget saadant, som dette, Bourget havde skrevet om; men saa er det altsaa ikke godt det, Bourget har skrevet. Jeg tror jo Dem; jeg selv har ikke læst et Ord av Manden.”
Sekvens 9: Episode fra Sult
Eventyret var selvsagt Sult:
”De forstaar, jeg vil virkelig ikke førsøge at gøre mig interessant. Jeg vilde bare faa lov til at fortælle Dem i al Stilhed; jeg er saa beklæmt, jeg græder. Det er ikke et Menneske, som gennemgaar saa vanvittige Sindsstemninger, som jeg. Jeg har smuglet nogle af dem ind i ”Sult”, og nu tror alle, at de gale Streger ”Andreas Tangen” begaar dér, kommer af hans Hunger. Men det er ikke sandt. Desværre!”
Dramatisering fra Sult:
Det er sent på kveld på Karl Johan og fortelleren opplever den erotiske atmosfæren:
”Den store stund var indtrådt, parringstiden når den hemmelige ferdsel foregår og de glade æventyr begynder. Raslende pikeskjørter, en og anden kort, sanselig latter, bølgende bryster, hæftige, pæsende åndedrag; langt nede ved Grand en røst som roper: Emma! Hele gaden var en sump som hete dunster steg op av.”
Han opplever en sterk kontrast mellom denne sanselige stemningen og sin egen miserable situasjon der han ikke engang eide to fattige kroner. Dette avføder et ønske om å synde, men ikke først og fremst erotisk:
”Og jeg kom atter ti lå tænke på en fattig enkes siste skjærv som jeg vilde ha stjålet, en skoleguts kasket eller lommetørklæ, en betlers matpose som jeg uten omstændighet vilde ha bragt til klutehandleren og sviret op.”
For å bearbeide sine følelser og føle seg bedre, forestiller han seg menneskene som styrt av et umoralsk, seksuelt begjær. Likevel er det han selv som tar kontakt med den prostituerte gatepiken tilsynelatende for å veilede henne om nattelivets farer. Hun tar ham med i den tro at han er en kunde, men vil forlate ham når hun får vite at han ikke har noen penger.
Deretter kommer hun likevel tilbake og vil ha ham med seg som han tolker som en barmhjertighetshandling og avslår. Hans fokus er på seg selv og sin rolle i dette ”rollespillet”. Rollen blir som ”pastor” der han formaner henne i bibelsk stil om å: ”Gå hen og synd ikke mer!”. At det var han som tok kontakt, berodde kun på at han så på samtalen nettopp som et rollespill for å se hvordan hun reagerte på hans tilnærmelser. Formålet med rollespillet var ham selv og sin refleksjon over sin egen psykiske tilstand.
Sekvens 10: Hamsun skriver ferdig brev
”Ovenikøbet tror vel Folk, at jeg er gal. Men jeg er jo Fan ta mig ikke gal! De véd, Hr. Skram, jeg var jo hos Dem Juleaften, jeg var saa fornuftig, som et Menneske kan være, ikke sandt? Og dog var jeg akkurat lige saa gal da, som nu – og nu, som da. Men mine Nærver er i blødende tilstand. Det fragaar jeg ikke.”
